|
MANDERs JULESIDE... masser af juleklip, spil, sange, skabeloner, kravlenisser, til og fra kort, julejokes, og masser af ting lige til at printe ud... Hold jul hos MANDER...
Hvorfor holder vi jul?
Der er mange grunde til, at vi holder jul, og at
festen falder om vinteren. Julen er ældre end kristendommen og Jesus
I førkristen tid var julen en midvinterfest, og altså ikke en solhvervsfest -
selvom "pointen" i begge tilfælde er at fejre, at det går mod lysere tider.
Dét man fejrede i førkristen tid var egentlig en form for nytårsfest. Man véd
ikke helt præcist, under hvilke former julen blev fejret i førkristen tid, men
den islandske krønikeskriver Snorre Sturlasson (1178-1241) fortæller i Hakon den
Godes saga, at kong Hakon bestemte, at festen - jul - skulle holdes samtidig med
de kristne - altså 24/25 december. Tidligere havde julen ligget ved
midvinternatten, som på Snorres tid var i midten af januar.
At drikke jul
Det ser ud til at have været en "midvinterfest", hvor ønsket om
fred og frugtbarhed i det kommende år stod stærkt. I beretningen om Hakon
fortælles bl.a., at han ved et julebesøg hos en stormand snød og gjorde korsets
tegn, da han blev bedt om at signe øllet. I den eneste "førkristne" kilde om den
førkristne jul omtales, at hovedpersonen i et kvad vil "drikke jul" ude på
havet. At drikke øl må derfor nok siges at være et element i julen, der går
tilbage til førkristen tid. Men om øldrikkeriet og rusen så evt. har haft en
kultisk betydning i de asatroendes jul eller ej, kan der vanskeligt siges noget
helt sikkert om. Selve festens navn jól (:altså jul) er også af førkristen
oprindelse og betyder "fester".
Verdens lys
Med kristendommen bliver julen også en fest for Jesu fødsel, men
da han jo også kaldes "Verdens lys" hænger dette egentlig fint sammen med den
gamle juls "grundidé", at feste for det nye år og for, at vi går mod lysere
tider.
Jesu fødselsdag blev først fastlagt til den 25. december engang i 300-årene. 25.
december var dén dag, som vintersolhvervet var fikseret til i romerriget på
daværende tidspunkt.
På denne måde fik man skabt en situation, hvor Jesus bedre kunne konkurrere med
andre samtidige guddomme, der også havde hovedhelligdage omkring vintersolhverv,
fx Mithras-religionen. I Norden blev julen "slået sammen med" de kristnes fest
for Jesu fødsel. Det lykkedes dog ikke at få os til at kalde festen for
Kristmesse, sådan som man fx gør i England.
Kilde:http://www.historie-online.dk
.gif)
Tilbage til top
Juletræets historie
Juletræet har en kort historie i Danmark. Det er et
relativt ungt fænomen i den danske jul, i hvert fald hvis man sammenligner med
andre af julens elementer
Danmarks første juletræ blev - så vidt vides - tændt på det sydsjællandske gods
Holsteinborg i 1808. Dette træ er imidlertid ikke nøjere beskrevet - tilgengæld
er der flere oplysninger om det første træ i København.
Holstensk jul i København
Juleaften i 1811 tændtes det første københavnske juletræ i Ny
Kongensgade nr. 221 hos den unge doktor Martin Lehmann, hans kone Frederikke og
deres lille søn Orla på 1 1/2 år. Drengen voksede senere op og blev en kendt
politiker. Københavnerne var forberedte på, at noget usædvanligt var i gære,
idet man et par dage forinden havde båret et stort grantræ inden for i stuen.
Juleaftenen ved 17-tiden kunne nysgerrige københavnere konstatere, at Lehmanns,
der var fra Holsten, havde stillet træet op inde i stuen og sat tændte lys på
grenene. Martin Lehmann var præstesøn fra Holsten, og har formodentlig kendt
juletræsskikken fra sin egen barndom.
Grundtvig var imod juletræet
Allerede i 1400-1500 årene holdt tyske håndværkerlaug en slags
juletræsfest, hvor et stort pyntet grantræ blev sat ind i laugssalen i
forbindelse med julen. Træet stod til Hellig Tre Konger, hvor medlemmernes børn
så fik lov til at
tage de smågaver, der hang på træets grene. Private har sandsynligvis også haft
juletræ, for der findes love som forbyder, at man blot går ud i skoven og hugger
et træ om til jul. Nogle steder fandtes endda trævagter som påså, at kun de, der
havde lov, huggede juletræer om. I 1600-tallets Strasbourg var private træer
pyntet med glimmersager, papirroser, sukkersager og dukker.
I løbet af 1800-tallets første årtier begyndte træet at blive almindeligt, ikke
mindst hos fx præster og lærere, der ikke ville stå tilbage for de københavnske
borgerhjem. Nogle af de første provinsjuletræer vakte betydeligt røre, da lærer
Jurgensen i Kolding tændte sit træ i 1822, kom folk styrtende fordi de troede,
at der var ildebrand. Det var ikke alle, der brød sig om den nye idé. Grundtvig,
der jo er ophav til mange af vore julesalmer, mente fx, at det var "udtryk for
en udvandet kristendom", og at det burde "med rod oprykkes". Sådan skrev han i
tidsskriftet "Dannevirke" i 1817. Allerede seks år efter havde han tilsyneladene
overgivet sig, og mente nu, at træet er sendt fra Gud og derfor acceptabelt.
Træerne havde også vundet ind i mange af hans kollegaers hjem. Ingemann var fx
meget betaget af træet, som han første gang så ved en julefest hos sin forlovede
i 1815.
Nødjuletræer og juletræer af grønkål
Det varede en del år, før juletræsskikken slog bredt igennem.
Først omkring 1.verdenskrig bliver juletræet efterhånden rigtigt udbredt uden
for borgerskabets. Og selv efter dette tidspunkt var det naturligvis langtfra
alle, der havde råd til at anskaffe sig et træ med lys, pynt etc. Men at skikken
var accepteret, er der næppe tvivl om. Det viser bla. de mange beretninger om,
hvorledes familier i arbejderhjem anvendte substitutter og hjemmelavede træer.
Kreativiteten var stor; edr blev lavet træer af grønkålsstokke, grene og
camouflerede kosteskafter blev pyntet med købte lys, som var skåret igennem for
at spare. Også fagbevægelsen tog juletræet til sig og arrangerede sammenkomst
for medlemmernes børn. Kilde:http://www.historie-online.dk
Tilbage til top
Julemandens Historie
Sankt Nikolaj
Julemanden "stammer fra" Sankt Nikolaj, den hellige Nicolaos af
Myra, som var meget populær - også i Danmark og ikke kun til jul
Den figur, som danner grunden for julemanden er den hellige Nicolaos. I følge
legenden var han biskop i Myra i det nuværende Tyrkiet omkring år 300. Nicolaos
var søn af velhavende forældre, men brugte sin formue til at gøre gode gerninger
med. Fx var en nabofamilie en gang kommet i økonomisk nød, og så ingen anden
udvej end at sælge deres døtre som prostituerede. Nicolaos luskede tre nætter i
træk hen til familiens hus, og kastede hver nat en pung med penge ind, sådan at
døtrene undgik at havne i bordellerne. Nikolaos udvirkede også mirakler, og
opvakte gav en gang tre skoledrenge livet tilbage, til trods for, at de var
blevet slagtet og saltet ned i en tønde af et kroholderægtepar. Nikolaos blev
meget populær, som helgen for søfolk og børn. I Danmark var der ved
reformationen indviet mange "Nikolajkirker". Kun Jomfru Maria havde givet flere
kirker navn.
Det store antal Nikolaj-kirker hænger sammen med Nicolaos ry som skibenes
beskytter. Det var ikke blot "almindelige mennesker" der satte deres lid til den
hellige mand. Da Wilhelm Erobreren i 1066 satte kurs mod England for at smide de
nordiske vikinger ud, blev det uvejr, og flåden kom i nåd. Først da man anråbte
Sankt Nicolaos blev vejret bedre, og Wilhelm kunne fortsætte sit berømte togt,
som gav ham tilnavnet "Erobreren". Også vor hjemlige Chr.ll blev reddet ud af en
maritim knibe efter at have bedt Nicolaos om hjælp på en
sørejse. I taknemlighed over monarkens frelse bekostede bispen i Århus Niels
Clausen Skade et kalkmaleri af begivenheden i Udbyneder Kirke, som han selv
havde stiftet. På maleriet ses både kongen med foldede hænder om bord på skibet,
og helgenbispen i stor størrelse med sine attributer, bispehuen og staven.
Nicolaosmønter og flidspæmier
Julemanden kommer med gaver til jul. Det véd alle, men tidligere
kunne artige, katolske middelalderbørn måske også vente at få noget godt på
Sankt Nikolajs - Nicolaos - helgendag
D. 28/12 er de uskyldige børns fest i den katolske kirke. Festen var til minde
om de børn, der blev slået ihjel ved barnemordet i Bethlehem. På denne dag fik
børnene lov til at vælge en børnebisp og til selv at forestå messen.
Med tiden blev denne fest meget omfattende, og i 1200-tallet blev den flyttet
til børnehelgenen Nicolaos dag d. 6/12. Børnene som var med, fik en "Nicoloaosmønt"
til minde om begivenheden. Det var en slags medajle, hvor Nicolaos var på den
ene side, og årets børnebisp på den anden.
Efterhånden blev medaljerne til "rigtige penge", godter, mv. Først blev de
uddelt som en slags flidspræmier i klosterskolerne, og siden som en påskønnelse
til ALLE artige børn. De knapt-så-artige kunne risikere at få et ris i stedet
for godter. I 1500-tallet har tyske børn der satte et lille skib kunnet vente at
finde en lille ting om morgenen.
Nicolaos og Santa Claus
I USA kaldes Julemanden "Santa Claus". Men han er ingen ringere
end Sankt Nicolaos. På sin vej gennem Europa, mod USA fik han bl.a. en tjener -
og i Danmark troede man slet ikke på ham. Christian den Fjerdes jul rummede en
helt anden gavegiver
Nicolaos fik en følgesvend som i Holland hedder "Swarte Piet" og i Tyskland "Knecht
Ruprecht". Disse "tjenere" er oprindeligt djævleagtige skikkelser, i slægt med
den førkristne julebuk. De blev sat til det grove, så som at klatre gennem
skorstene og at give de uartige børn ris.
Denne folkelige Nicolaostradition synes ikke være nået til Danmark.
Reformationen kom først, og med den modstand mod alt hvad der var udtryk for
"hedenskab" og "papisme", eller bare lignede. I de miljøer, hvor der var råd til
gaver, fortalte man efter reformationen en tid børnene, at det var Jesusbarnet,
som var giveren. Fx findes et brev, som Christian den Fjerde har skrevet til sin
bror Ulrik. Her minder lille Christian broderen om at Jesusbarnet nok vil komme
med noget godt, når han nu snart har fødselsdag.
I det reformerte og meget sejlende Holland blev Nicolaos ved med at være
utroligt populær. Både katolikker og protestanter har åbenbart gerne villet
holde sig gode venner med skibenes beskytter. Da hollænderne i 1626 begynder at
udvandre til Amerika tager de selvfølgeligt Nicolaos med, og indvier endda den
første kirke i det nye land til ham. Hidtil var Nicolaos blevet afbildet som den
bisp, han oprindeligt var, dvs. med stav, kappe og bispehat. Men nu antager han
efterhånden udvandrernes påklædning; store støvler, hue og vams. Tjenerfiguren
forsvinder, og han låner træk fra andre amerikanske befolkningsgruppers
julefigurer. Han kommer fx som den engelske Father Christmas til jul, og ikke
længere på sin helgendag.
Den første beskrivelse af at Nicolaos kommer flyvende i en rensdyrforspændt kane
kendes fra 1823. Og nu kaldes han Saint Nicholas. I 1848 udkommer C.C. Moores
digt "A visit from Saint Nicholas" med tegninger af J.C. Boyd. Her er han klædt
i skindtøj, en påklædning, der går igen i den berømte tegner Thomas Nasts
fortolkning af figuren. Nasts julemand er meget trivelig, og har også det
karakteristiske bælte med spænde om livet. Den
Gamle Jul og Julemanden
Den ældste danske julemand er "Den gamle Jul" i Peters Jul. Et
par årtier efter optræder den første figur som kaldes "Julemanden" i Louis Moes
"Julemandens Bog"
Nicolaos kommer som "Santa Claus" tilbage til Europa i slutningen af
1800-tallet. På den tid var det i Danmark nissen, der bragte gaver ud i den nye
tyskinspirerede
juletræsjul, som borgerskabet havde optaget. Men han bliver efterhånden
udkonkurreret af Santa Claus, eller Julemanden, sådan som vi kommer til at kalde
ham.
Den første "julemand" der optræder i Danmark er "Den Gamle Jul" der i "Peters
Jul" fra 1866 "med store kanestøvler på går igennem byen. "Den Gamle Jul" er
imidlertid ikke en egentlig julemand, idet han ikke medbringer gaver.
Han er inspireret af den tyske julefigur Herr Winter, en personifikation af
Vinteren og Julen. Han kommer med Juletræet, men altså uden gaver. Den Gamle Jul
i "Peters Jul" har et lille lys i hatten, han går rundt i byen og lytter ved
dørene. De steder, hvor børnene er frække går han forbi. Men de steder, hvor de
er artige går han ind, tager lyset ned af hatten og tænder juletræet med det. Og
her breder den rigtige julestemning sig.
Efterhånden bliver Julemanden dog også gaveudbringer. I 1898 udgiver Louis Moe
"Julemandens Bog", hvori børnene kan læse den første danske version af historien
om, at Julemanden hele året sidder langt mod nord og maler legetøj indtil
det bliver jul. Ved juletid begiver han sig af sted for at aflevere sagerne. På
vejen giver han sig dog tid til at fælde juletræet, som han også tager med, i
øvrigt bestået af Nissen og Juleenglen.
Julemanden og Coca Cola
"The Coca Cola Santa" er et begreb i amerikansk jul. Tyksakken i
rødt kom til verden i 1931 - men har rødder som går længere tilbage i julens
historie
Der findes både tykke og rødklædte Santa-fremstillinger før reklametegneren
Haddon Sundblom i 1931 tegner figuren til den kampagne, hvor "The Coca-Cola
Santa" optræder for første gang. Modellen skulle dels have været Sundblom selv
og dels en pensioneret sælger og nabo ved navn Lou Prentice.
Sundblom, der døde i 1976, og i øvrigt også tegnede "The Sprite Boy", lavede en
ny Santa til jul i over 30 år. På denne måde fik den en særlig betydning i USA.
I 40´erne og 50´erne blev der fremstillet forskellige former for merchandise,
over drikkeglas og sparebøsser til en "dukke" fra Mattel (firmaet, som også
producerer Barbie).
Selvom Coca-Colas kampagne har konsolideret og udbredt julemanden som en tyksak
i postkasserødt og hvidt, kan man næppe sige, at de har "opfundet" figuren.
Sundblom byggede på tidligere tradition - måske frem for alt "arven" efter
Thomas Nast. Disneyfilmen "Santas Workshop", hvor der også optræder en særdeles
tyk og glad julemand (1932) har sandsynligvis også spillet en rolle.
Kilde:http://www.historie-online.dk
Tilbage til top
Julenissens historie
Ingen jul uden julenisser! Men nissen har ikke altid været
en hyggelig og rar lille fyr. Det blev han først i 1836, da maleren Constantin
Hansen "opfandt" julenissen
Første gang (så vidt vides) at vi hører om nisser lavet specielt til jul, og
nisser der giver gaver, er ved danske kunstneres julefest i Rom, vinteren 1836.
Festen blev holdt i maleren Constantin Hansens lejlighed. Blandt gæsterne var
Vilhelm Marstrand, Bertel Thorvaldsen og Bindesbøll. Værten Constantin Hansen
havde lavet en udsmykning med papirklip som forestillede nisser i forskellige
situationer. Nisser, der dansede om julegrøden, sloges med katten og nisser, der
drog over Ponte Molle med julegaver for at holde jul i Rom.
Gårdboen
Gårdboen er en stedvætte, et lille overnaturligt væsen, som bor
på, eller i nærheden af, gården, og som i øvrigt altid er et mandligt væsen
Det væsen, der inspirerede Constantin Hansen til at klippe "kravlenisser" i
1836, er netop bondesamfundets gårdbo.
Den første nordiske beskrivelse af et et nisselignende væsen findes i Olav
Tryggvessons saga. Her fortælles om bonden Kodran, som omkring år 981 havde en "Årmand"
som boede i en sten, og hjalp til med gårdens drift. Kodran spurgte årmanden til
råds, og fik tips om, hvornår han skulle så, høste m.m. Imidlertid kom Kodrans
søn hjem og var blevet kristen. Derfor ville han have faderens forhold til
årmanden stoppet, og fik til sidst held til at fordrive ham med bistand fra en
præst, der tog fat med både salmesang og vievand. Vandet blev hældt ud på den
klippe, hvor årmanden og hans familie boede, og det skoldede dem til sidst så
voldsomt, at de valgte at flytte. Nissens navn og
størrelse
Nissen er et folketrosvæsen, og kaldes undertiden "Nis" eller
"Nisse", en diminutivform af det populære drengenavn Niels
"Nisse" er ikke blot en "artsbetegnelse", men også et navn. Der er måske tale om
et såkaldt noa-navn, dvs. et "kælenævn", som bruges fordi væsnets eget
oprindeluge navn er for magisk ladet eller farligt til at blive udtalt og
anvendt. Nisses påklædning ligner bondens egen: grå bukser og trøje, plus en rød
hue.
Nisse er på størrelse med en ca. 10-årig dreng, men behøver ikke altid at have
menneskelig form. Han kan også vise sig som fx. en gås, en kat eller en hund. Og
nissen er altid hankøn, i modsætning til fx. bjergfolkene, der består af både
mænd og kvinder og som lever en tilværelse, der minder om menneskenes. Dvs. at
de bl.a. gifter sig og får børn. Heksens nisse
Nisseagtige væsner fandtes sandsynligvis også i førkristen tid,
og er "flyttet med" efter kristendommens indførelse
Præsterne brød sig ikke om den lille fyr og fra 1500-tallet præsters beklagelse
over folk som i "tyk Vildfarelse" tror at "hint huslige Spøgelse, Nisse eller
Gårdpue æder Grød dyppet i Smør".
Nissetroen havde, som alle andre trosforestillinger, en sammenhæng med levevis
og materielle vilkår. Den kunne fx. forklare, hvorfor nogle havde mere held med
gården end andre. Det kunne bl.a. skyldes nisse-hjælp eller hekseri. Eller måske
begge dele. Fx. tilstod Anne Palles - der blev henrettet for troldom i 1693 - at
"Niels Goddreng" gik i hendes gård i forskellige skikkelser og hjalp med
hestene. Nissens hjælp kunne fx. bestå i, at han stjal korn, foder til dyrene
o.lign. på andre gårde. Hans løn var grød på helligaftener, - og han skulle
desuden behandles med respekt.
Et sagn fortæller således hvordan en pige i Lundby havde spist nissens grød, og
fyldt fadet med noget ganske andet. Fadet satte hun op til nissen med ordene:
"Pis i potte, skid i fa' - det kan lille Nisse ha'!" Til straf trak nissen hende
frem og tilbage i sengen hele natten.
Om andre nisseplagere fortælles, at de bliver kastet frem og tilbage over huset,
eller bliver lagt til at sove på en stige over brønden.
Nissen manes ned
Nissen kunne være så "farlig", at præsten måtte komme og mane.
Ligesom man maner djævle og spøgelser væk
Hvis man havde en nisse, som ønskede at slippe af med, kunne man ganske enkelt
bede ham flytte. I så fald kunne han tage alt hvad han havde tilført gården med
til det nye sted, - og dermed efterlade stor fattigdom i sit gamle "hjem".
En række sagn kan fortælle om nisser, der ikke frivilligt vil forlade deres
opholdssted. Sådanne tilfælde krævede professionel hjælp, dvs. at man måtte få
præsten til at møde i fuldt ornat og mane nissen ned. Nedmaning er også den
metode som man brugte, når ubehagelige spøgelser skulle drives ud. Det
understreger endnu en gang, at folketroens nisse ikke var en langt mere
sammensat figur end den hyggelige skikkelse, som Constantin Hansen skabte i
1836.
Nissen optages i borgerskabets nye, tyskinspirerede juletræs-jul. Fra midten af
1800-tallet optræder også kvindelige nisser, som snart efter forsynes med
nissebørn - et helt lille sindbillede på den borgerlige familie, som nissen skal
bringe julegaver til. Kilde:http://www.historie-online.dk
Tilbage til top
Julepyntens historie
Pynt til juletræet har mange forskellige former og laves i
mange forskellige materialer. Julepyntens historie er broget, men nogle ting
findes på de fleste træer, fx lys, hjerter og kræmmerhuse
Et af de ældste eksempler på et juletræ med levende lys stammer fra 1660´ernes
Sydtyskland. Lysenes farver har dels været hvid, men også mange andre kulører
har været anvendt.
Julelys - også elektrisk
De elektriske julekæder kom ganske få år efter elpæren - og hvide
julelys har langtfra været reglen
I det kendte eventyr "Grantræet" fra 1846 omtaler H. C. Andersen et juletræ med
lys i de Slesvig-Holstenske farver rød-hvid-blå og i "Krøblingen" fra 1872
findes et træ med røde og hvide lys.
Også fra nyere tid - fx via vare- og postordrekataloger, meldes om lys i
forskellige farver. Juletræer har siden 1882 også kunnet have elektriske lys. I
dette år stod det første juletræ med elektrisk lys i New York, hvilket var noget
af en nyhed, eftersom det kun var få år siden, at Edison i 1879 havde
demonstreret fænomenet.
Et øjenvidne oplyste, at træet var ”brilliantly ligthed with many colored globes
about as large as an English walnut”. Træet kunne dreje rundt, og pærerne tændte
og slukkede imens.
Det første danske udendørsjuletræ stod på Københavns Rådhusplads i 1914, det
første indendørstræ med lyskæde ses på et fotografi fra 1910.
I toppen af træet
Der har siddet mange forskellige ting i toppen af træet, selvom
stjernen nu nærmest er enerådende
I juletræets barndom var topfiguren ofte en engel, Juleenglen, der i den tyske
tradition i virkeligheden er en slags alter ego for Christkind, altså
Jesusbarnet. Også i England har englen været brugt, hvilket bl.a. ses af
billeder, som viser kongelige juletræer hos den - tysk gifte - dronning Victoria
og hendes familie. Engel som topfigur omtales i Danmark bl.a. af H. C. Andersen
i "Tolv med posten" fra 1861.
Men der var også andre muligheder. I "Peters Jul" (1866) er topfiguren en stork,
en tydelig reference til Jesu fødsel. og også nissen har haft sin plads i træets
top. Den i dag så enerådende stjerne er naturligvis Bethlehemsstjernen, der
længe har haft en væsentlig position i den kristne juletradition.
I begyndelsen af 1900-årene fandtes imidlertid også en mere specielt udseende
mulighed, en kombineret juletræstop og englespil. Fra samme periode kendes også
de såkaldte julespyd, i reglen udformet i farvet glas.
Musetrapper, guirlander og popcornsranker
Guirlander hører også til på juletræet. De kan bl.a. sættes
sammen af "musetrapper" der oprindeligt hed noget ganske andet!
Flettet julepynt kendes dels som hjerter, men også som "musetrapper",
fremstillet af to strimler papir i forskellig farve. Disse kendes fra slutningen
af 1800-tallet. Et hæfte, udgivet i 1880, omtaler denne dekorationsform, som dog
her kaldes "kattetrappe".
Trapperne kan bruges enkeltvis eller sættes sammen til en guirlande.
En anden guirlande, som af mange i dag kaldes Jakobsstige, er sammensat af ringe
i papir. Den "oprindelige" jakobsstige klippet ud som en naturalistisk stige,
der hængtes fra træets top til bund.
I USA har det siden 1860´erne været populært at bruge popcornsguirlander på
træet. Der er eksempler på, at dette har været hjemmeindustri for fattige og
amerikanske dameblade fra ca. 1900 foreslog at farve kæderne med frugtfarve.
Krigerisk julepynt
Jul og krige går måske ikke godt sammen, men stærkt national
strømninger i årene omkring 1864 er bla. skyld i, at julepynten har fået et vist
militært islæt
Fra 1800-tallets slutning stammer mange af de nationalistiske nationalistiske
hentydninger på træet. Det gælder pynt med militær anknytning og pynt i
nationale farver.
Kræmmerhuset hører til de ældre former for pynt, og er vel egentlig en
"luksusudgave" af købmandens foldede kræmmerhus, der jo bl.a. kunne indeholde
godter og søde sager, ligesom julekræmmerhuset. De ældste danske kræmmerhus kan
dateres til 1866 viser den tapre landsoldat, der svinger med bøgekvisten.
Også trommer, trompeter og dannebrogsflag kan siges at høre til i denne gruppe.
At forsyne juletræet med flag er i øvrigt en skik, som også kendes i andre lande
end Danmark, fx i de nordiske lande og i USA. På ældre billeder af juletræer, fx
fra begyndelsen af 1900-årene, kan flere af de nordiske landes flag være
repræsenterede.
Hjerter og glaskugler til jul
"Klassiske" former for julepynt som hjerter og kugler har vidt
forskelligt udgangspunkt. Deres historie går tilbage til 1800-tallet
De flettede "rød-hvide" julehjerter er næsten ikoner for selve julen, men
rigtigt almindelige bliver de først hen imod omkring år 1900. Det ældste
daterbare flettede hjerte er udført af selveste H.C.Andersen i 1861. Hjertet,
som er lavet i gult og grønt papir har ingen hank, og er måske derfor ikke lavet
med tanke på juletræet. Først fra 1870´erne findes flettede julehjerter til at
hænge på træet.
Hvor hjerterne er eksempler på hjemmelavet pynt er glaskugler/glaspynt eksempel
på det købte. Tidligere var stort set al glaspynt fra Tyskland, hvor landsbyen
Lauscha i nærheden af Nürnberg/landsby siden 1840´erne havde haft en blomstrende
glasindustri. Her havde glasmagerne - som fusk - øvet sig i at blæse så store og
tynde "kugeln" som muligt. Og det er sandsynligvis disse kugler, der, der er
blevet til juletræspynt.
Indtil 1890-erne var kuglerne mundblæst, men efterhånden gik man over til at
blæse i forme, som også gav mulighed for flere faconer og figurer. Omkring
første verdenskrig fik de tyske varer konkurrence, først af østrigske, senere
polske og tjekkiske varer. Kilde:http://www.historie-online.dk
Tilbage til top
Julemad og juleøl
Fed mad og stærkt øl var den julemad der hørte til
bondesamfundets jul. 1700-tallets pietister rasede imod disse verdslige
elementer i julen
I 1736 udkom Erik Pontoppidans skrift "Fejekost til at udfeje den gamle surdejg
eller de i de danske lande tiloversblevne og her for dagen bragte levninger af
såvel hedenskab som papisme".
Pontoppidan var pietist, startede sin karriere som sognepræst på Als men endte
med tiden som biskop i Bergen og prokansler for
Københavns Universitet. Han brød sig ikke om almuens spise- og festevaner i
julen. Hans lille kampskrift taler forarget om "Fylderier og natlige
svirregilder" hvor det nærmest var en "Forseelse ikke at svømme i Floder af
stærkt øl og Flommefedt". Og folk troede ifølge hans opfattelse på, at "jo mere
umådeholdent man i Julefesten gjorde sin Vom til Gode, des frugtbarere et År
blev man lyksaliggjort med".
Julegrisens slagtning
Selvom Pontoppidans billede af almuens jul næppe er helt
objektivt, I julen vankede der - hos dem der havde råd og mulighed - rigelig fed
mad og stærkt øl. I 17-1800-årene var det især svinene, der måtte lade livet for
at ende på julebordene som friskkogte skinker, medister, blodpølse og saltmad.
Ideelt set havde svinene gået ude i skoven hele efteråret og ædt sig tykke og
fede i bog og agern. I november, der kaldtes slagtemåned, blev de som
månedsnavnet antyder slagtet og havnede i sulekar og saltollen.
Julegrisens slagtning var en begivenhed lidt ud over det sædvanlige. Man måtte
hindre at nogen så på grisen med onde øjne, og så snart den var skoldet og åbnet
skulle indvoldnene bringes i hus så hurtigt som muligt. Døre og vinduer i
bryggerset blev lukket, for var de åbne kunne man risikere at tarmene gik itu
ved vendingen, og uheld med maden i det hele taget.
For at hindre uvedkommede i at komme ind i bryggerset under arbejdet blev der
skåret et kors i grisens hjerte, lunge og lever inden de blev smidt i et klar
med vand. I Svinninge i vestsjælland gav man grisens øverste halshvirvel til
hunden. Hvis et menneske kom til at spise det kød der sad på den, betød det
nemlig at
vedkommende ville blive halshugget.
Pølsefremstilling var også en væsentlig del af arbejdet op til jul. Karle og
børn blev sat til at snitte pølsepinde, og i de store gårde har luften været tyk
af duften fra krydderier, løg og kogende pølser. Efter slagtingen og det store
arbejde kunne man
tage forskud på glæderne ved et pølsegilde, med bla. blodpølse med smeltet fedt
og sukker, finker og steg.
Kager og julebrød med mønster
På en stor gård var begningen en anden væsentlig juleopgave. Især
skulle der bages sigtebrød, en delikatesse, som man sjældent fik til dagligt.
Melet var ofte hjemmesigtet, og der kunne bages hele ovnfulde af de store lækre
brød.
En del af brødene var runde eller ovale og kaldtes kager. Nogle af disse kager
antog uhyre dimensioner, og kunne komme til at veje helt op til 12 kilo. Uanset
faconen og vægt var de udstyret med en eller anden form for dekoration. Omkring
år 1850 kunne der fx. være tegnet mønstre og figurer med pennefjer, redekamme og
andre spidse sager. Cirkler blev lavet ved at presse et glas ned i dejen på
samme måde som man udstikker runde småkager. Særligt fingernemme stemplede
"kartoffeltryk" med figurer udskåret i rå kartofler, eller lavede stempler i
træ. Figurerne kunne være hjerter, pentagrammer, stjerne o.lign.
Ligesom slagtetiden havde sine dufte havde bagningen det også. Når brødbagningen
var overstået kom turen til kagerne. Til pebernødder blev der brugt dej uden
hævemiddel, så de små krydrede kager blev hårde som sten....eller nødder.
Krydderierne blev blev købt hele, og stødt i morter, hvorfor duften af
allehånde, kanel, peber og kardemomme bredte sig overalt hvor kageproduktionen
var igang.
Kjelner, æbleskiver og forskellige typer af vafler, hørte også til sortimentet,
der naturligvis blev udvidet efterhånden som komfurer med ovne holdt deres
indtog.
Juletønden
Juleøllet har, ligesom julegrisen, sin særlige og utvivlsomt
meget gamle berettigelse i julen. I den ældste kilde om den nordiske julefest,
et kvad fra slutningen af 800-tallet, tales der ikke om at fejre jul, men om at
drikke jul.
I de middelalderlige folkeviser bruges udtrykket at drikke jul stadig, og i
bondesamfundet var "Juletønden" betegnelsen for det særligt søde, stærke og gode
øl, der blev lavet i anledning af den forestående julefest.
Juleøllet skulle være særligt stærkt og sødt, og derfor blev der puttet både
honning og ekstra malt i. Bryggearbejdet var hårdt, det gav tørst og konen der
bryggede benyttede måske lejligheden til at kigge lidt dybt i det nybryggede øl.
En sjællandsk
bondekone havde kigget så dybt at hendes mand ligefrem inviterede herremandens
søn ind og se på den fulde madmor. Hun hoppede rundt og sang en af tidens viser
med usikker røst. Da herremandens søn spurgte manden om hans kone tit var så
lystig svarede han blot smilende "ja, vi brøkked igår..."
I den seneste tid har bryggerierne overtaget traditionen, og sender særlige
øltyper på gaden i juletiden.
Juletidens mad-magi
Bondesamfundets megen spisen og drikken i juletiden har sikkert
flere årsager. Havde man den mulighed for det, har man utvivlsomt spist og
drukket godt, fordi det smagte vel og bidrog til hyggen. Men Pontoppidan hævdede
desuden, at han samtidige så julespiseriet som et middel til at sikre et godt
frugtbart år. Julen er en nytårsbegivenhed, hvor året vender, og mangt kan se -
ved at spise og drikke særligt godt i denne særlige tid kunne man måske påvirke
det nye år til at
indeholde lidt af den samme rigelighed og overflod?
Kilde:http://www.historie-online.dk
Tilbage til top
Julens uhygge
I dag forbinder vi i høj grad julen med hygge og tryghed.
Men for bondesamfundets mennesker havde julen også en anden og mere dyster
dimension
Julen falder på årets mørkeste tid, og i mørket kunne mange farer og ubehagelige
væsner lure. Der er mange sagn, som netop fortæller om julespøgeri eller møde
med overnaturlige væsner i juletiden.
De dødes gudstjeneste
Et kendt sagn handler fx om de dødes gudstjeneste julenat, og
udspiller sig - blandt mange andre steder - på en gård vest for Vokslev kirke.
Karlen var tidligt ude at give hestene foder julemorgen. Gården havde intet ur,
så da karlen kom ind og sagde, at de havde sovet over sig, fløj konen ud af
sengen. Karlen havde hørt, at morgen-gudstjenesten var begyndt, for der var sang
i kirken. Konen fik tøj på og skyndte sig til kirke og ind i sin kirkestol.
Først da opdagede hun, at sidemanden var en person, som var død for mange år
siden! Alle kirkegæsterne var folk, der for længst var døde. Hendes sidemand
hviskede, at hun måtte skynde sig ud i en fart og hægte kåben op, hvis hun
mærkede noget, der rykkede i den. Konen gjorde, som hun fik besked på. Og da hun
nåede kirkedøren, blev kåben flået af hende.
Om morgenen, da landsbyens folk kom for at gå i kirke, lå konens kåbe udenfor,
splittet ad i små stumper.
Julespøgelser
Andre sagn fortæller om egentlige "julespøgelser" På Kongensgård
spøgte en jomfru spøger hver jule- og nytårsaften i stalden, hvor hun havde
hængt sig. I Dalsager skulle spøgelset Terkild, som var manet ned i Tyvemose,
have
"natter", dvs. aftensmad jule og nytårsaften. Ellers blev der spektakel i
gården. På Spentrup kirkegård ved Randers gik en barnemorderske igen mellem jul
og nytår, og i Besser præstegård hørte man et barn græde hver juleaften. På
Høgsholm blev en herremands datter manet ned i skoven, og da hun var sunket i
til halsen, bad hun om lov til at nærme sig gården med et "kokketrin" hver
juleaften. Det fik hun lov til, og når hun kommer helt frem til slottet, synker
det i jorden. I en gård på Balleskov mark var der altid "spektakel" ved jule og
nytårstid, og på en gård i Kældernæs, startede spøgeriet så småt i november, for
at tage til i julen og atter klinge af i januar. I Kalundborg kørte Hans
Lindenow, der døde i 1659, gennem Skibbrogade med sit hovede under armen. I
Nordborg på Samsø kom helhesten og drak af vandtruget, etc. etc. I n´ogle egne
kunne man desuden risikere at møde "Den vilde Jagt". Et selskab af jagende
svende og glammende hunde anført af "Nattejægeren", "Elleskytten", "Goen" eller
"Wojensjæger". Han varsler død og ulykke, hvis han ikke får et afværgeoffer, fx.
kød til sine hunde. Den natlige jæger er måske, hvad også nogle af navnene
antyder, ingen ringere end Odin. De nordiske asers kloge, men også dystre
overhoved.
Dødsvarsler
Julen var - på grund af tidspunktets særlige magi - også
synderligt velegenet til varseltagning, fx om bryllup, vejrlig, kornpriser,
dødsfald og lignende. Den, der under julemiddagen listede udenfor og kiggede ind
ad vinduet, ville opdage hvem der var "feig" og skulle dø i det kommende år. De
sad enten hovedløse eller uden skygge. Men det var ikke ufarligt. Man kunne se
noget, man ikke brød sig om, og endte med at blive "rent tosset af
sindsbevægelse", således som det skete for en karl i Lumbsås. En anden metode
var at gå til kirkegården julenat kl. 24 og sætte sig på kirkegårdslågen med en
grøn tørv eller gravmuld på hovedet. Dette kunne sætte én i stand til at se
skyggerne af de, der skal dø i det kommende år. helle ikke dette var ufarligt.
En karl, som forsøgte sig fik hovedet
vredet om i nakken. En anden kendte alle de skikkelser, der kom skridende, på
nær en. Den ukendte havde en strikke om halsen og viste sig at være karlen selv.
For inden årets udgang havde han hængt sig.
Glosoen på besøg
Men heller ikke inden døre kunne man være helt sikker. Havde man
fx. glemt at ofre et par neg på glosoen ved høstens afslutning, risikerede man
at det uhyggelige svin kom og lagde sig under bordet for at skabe ravage
juleaften. Glosoen, eller gravsoen, var en gigantisk gris med knivskarp ryg,
strittende børster og stirrende øjne, som varslede død og ulykke. Meget tyder
på, at nogle af de overnaturlige gæster var kendte og ventede. I Helsinge sogn
og på Århusegnen satte husmoderen en ekstra kuvert på bordet. På Bornholm og
visse steder i nordsjælland skulle maden, eller noget af den, blive stående på
bordet julenat, lysene skulle brænde hele natten og tabte man noget ind under
bordet, måtte man ikke bukke sig ned for at tage det op. Enkelte steder, fx. på
Bornholm og i Hørve, sov husets beboere julenat i halm på gulvet, mens de
opredte senge stod tomme.
Menneskelige skræmmevæsner
Nogle af julens uhyggelige gæster var virkelige nok. Optegnelser
fra 1700-årene fortæller om julebukken, en udklædt karl, der hoppede omkring,
stangede efter
folk og prøvede at forskrække på skrømt. En beretning fra begyndelsen af
1500-årene fortæller om unge, der løb rundt i "rædegrimer og anden djævleham",
skræmte folk for sjov og lavede ballade. De menneskelige julespøgelser lavede
larm med rumlepotter og smed potteskår og askeposer på dørene. Rumlepotter
opfattes i nyere tid som et rent sønderjysk fænomen, men var tidligere langt
mere udbredt, dog ikke til alles glæde. I slutningen af 1660'erne blev det fx.
forbudt at gå med rumlepotte i København. Efter at have larmet og regeret
flygtede spilopmagerne på skrømt, for til sidst at blive indfanget og beværtet.
De menneskelige julespøgelser tog brodden af julenætternes skrækkelige væsner,
ved at give dem en konkret, men ufarlig skikkelse, som man uden risiko kunne
invitere ind på en dram. Kilde:http://www.historie-online.dk
Tilbage til top
De skumle julelege
Ordet "julelege" har stadigvæk en lidt skummel klang. I
1600 og 1700 årene var præster og myndigheder enige om, at legestuernes
aktiviteter ikke hørte hjemme i julen. Derfor blev julelegene forbudt - endda
flere gange
Allerede i 1500-tallet havde præsterne et godt øje til julestuerne. Christian
den Fjerde forbød dem ved kongelig forordning i 1629 forbød den slags. Og
forordningen dannede igen model for Danske Lovs bestemmelse fra 1683, hvori det
hedder at "al forargelig legen om julen" er forbudt og skal straffes strengt.
Bort med juleglæden
Måske har kong Christian også haft personlige motiver idet han
bl.a. anklagede Kirsten Munk for at hun "dansede, legede jul og gjorde sig
lystig med Rhingreven mens Vi lå for fjenden og blev skudt i armen". Men det
skete ikke lige med det samme. En helligdagslov i 1730 og en forordning i 1735
måtte også til, og disse forbød julestuerne "aldeles" på bestemte dage. I samme
periode digtede H.A. Brorson en form for kampsalme imod disse løjer, "Bort
verdens Juleglæde" fra 1732. Salmen tog skarpt afstand fra den "syndige
legestue" og "syndens natteveje" samt "syndig drik og dans".
Efterhånden ophørte de mere offentlige arrangementer, mens private sammenkomster
fortsatte ned mod slutningen af 1800-tallet.
Et lyspunkt for karle og piger
Hovedparten af julestuernes lege var - set med et nutidigt øje -
ikke særligt usædelige. Nogle var gemmelege, der minder lidt om "Tag den
ring..."- sanglegen. Andre lege var fx "Stjæle hø i Præstens lade", "Drage
handske", m.m. og lege, der efterlignede det daglige arbejde var meget populære
Karle og piger så -forståeligt nok- hen til legestuerne der foregik i tiden fra
jul og helt indtil Kyndelmisse under navnet legestue. På landet var
arrangementerne sammenskudsgilder som "gik på omgang" i bydelaget. Julestuerne
havde deres glansperiode i begyndelsen af 1700-årene, men fandtes i princippet
helt ned imod 1800-årenes slutning, især i de østlige dele af landet, Fyn,
Sjælland, Lolland og Falster. Nogle af legene spillede på forskelle mellem
kønnene, og det var især disse, som vakte vrede hos præsterne. En af de "frække"
lege var at "trille jule-kage" eller "at bage". Legen gik ud på, at en karl og
en pige blev lagt på et bord, ovenpå hinanden. De var "dejen" som blev æltet af
de andre.
Den uhøviske julepræst
Julebispen eller julepræsten var en af løjernes helt store
personligheder. Bispen skulle helst være en af "de villeste" karle, som blev
klædt ud. Han fik fx. en hvid skjorte på, og holdt en pind med lys i hver ende i
munden. Han kunne også have et kvindeskørt over skuldrene og være udstryret med
en imiteret præstekrave, fx. lavet af halm. Så blev han "præsteviet" af legens
øvrige deltagere, der gik rundt om ham og sang.
Bagefter skulle hele selskabet "ofre" nødder og æbler til den nybagte bisp, der
godt kunne finde på at daske folk i hovederne med en våd karklud, hvis de var
for nærrige med nødderne! Så kom tidspunktet, hvor han skulle til at bestille
noget. Piger og karle knælede parvis for at blive viet på skrømt. En julepræst i
Horslunde tilspurgte de lykkelige par uden at bruge deres egne navne: "Nå, du
lille Sok-i-Hose, vil du så ha' den store Bolribåvse?". Uanset hvordan
spørgsmålene blev stillet, var det naturligvis meningen, at der skulle svares
"ja".
Bispen eller præsten holdt en vrøvleprædiken, helst fuld af sjofle hentydninger,
man kunne grine af. I Vandborg i Jylland fik den nybagte brud påbud om ikke at
"være som et død Menneske" når hun gik "til Sengs" med sin mand, der på sin side
ikke måtte skræmme hende med "de to runde Kugler".
Striplege
De rigtige præster var ikke særligt begejstrede for legen. De har
formentlig følt, at der blev gjort grin med dem. Der findes flere eksempler på,
at præster forsøgte at gøre noget ved uvæsnet. Nicolay Jæger på Møen anklagede i
1729 degnen i Elmelunde for at danse "Offer og Ædelig" med en bondekone. Og på
Fyn blev en bondekarl stævnet i 1734 for at agere bisp nytårsdagsaften. Han
havde bla. viet et par sammen med en tale hvoraf en del naturligvis var
"uhøvisk".
I andre optegnelser hører vi om striplege, bla. fra Møn. Sangteksterne lagde op
til at hhv. karle og piger smed tøjet, styk for styk. En meddeler fortalte, at
legen kunne fortsætte, "så længe man har klæder på kroppen". Og en anden
huskede, at afklædningen somme tider kunne blive "lovlig nærgående". For det
"var jo ingen snærpet Ungdom der holdt Juleleg".
I Jylland udviklede festlighederne sig efterhånden til almindelige gilder med
musik og dans. Men i de østlige dele af landet, dvs. Fyn, Sjælland, Lolland og
Falster, var beboerne åbenbart mere legesyge, for sammenkomsterne med
efterlignelseslege, sang- og pantelege mv. var længere om at forsvinde. Kilde:http://www.historie-online.dk
Tilbage til top
MANDERs JULESIDE... masser af juleklip, spil, sange, skabeloner, kravlenisser, til og fra kort, julejokes, og masser af ting lige til at printe ud... Hold jul hos MANDER... |
